forrige side
Og det har været helt behageligt
Lone og Jørgen Borchersens erindringer

Vinternat med isbjørn

Det er meget koldt, også her i vores soveværelse. Der er sikkert is på vandet på servanten - Men når Flavia har fået god ild på komfuret, kan vi jo hente varmt vand i køkkenet.

Jørgen sover. Hvorfor er jeg vågnet? Det er stadig mørkt. Det må være lyden fra hundene under vinduet: Det er ikke det sædvanlige store hundehyl, som får alle koloniens hunde til at stemme i - Nu bjæffer vore hunde nærmest; det lyder sært. Jeg husker, at jeg har hørt, at sådan siger de kun, når der er bjørn. Isbjørne bliver der snakket meget om, de er noget ganske særligt. Og grønlændernes gamle regel gælder stadig, at den der ser bjørnen først, er bjørnens “ejer”, om det så er et lille barn, der peger og siger: “Stor vovvov” - Jeg puffer til Jørgen: “Jeg tror der er en bjørn.” - “Jamen, så stå dog op og råb Nanok, så er det jo din!” svarer han lidt søvnigt. - Men jeg er kuldskær og putter mig igen under edderdunsdynen - Det får Jørgen ud af sengen og hen til vinduet. Jo, det er en stor isbjørn, der lunter rundt for at få fat i lidt af det sælspæk hundene ikke har kunnet nå.

“Nanorssuak!” råber han af alle kræfter ud ad vinduet. Og så kommer han i tøjet i en fart. Bjørnen er i mellemtiden gået om ved vores udhus, hvor Jørgen fornuftigvis opbevarer sin riffel. Nu er der tændt lys hos vores nabo Jakob Sanimuinek. Han har sin riffel inde i huset, og den er sikkert også ladt, selvom det er forbudt. Der lyder et skud. Jørgen går efter lyden ned mod elven. Der ligger bjørnen død, omringet af hele familien Sanimuinek. Og de har alle, store som små, klappet bjørnen. Så har man nemlig ret til fangstpart. Men det er Jørgens bjørn, for han så den først.

Bamsen bliver slæbt op til vores hus, og i lyset fra en petroleumslampe der står inden for den åbne dør, flår Flavia og Jakobs kone dyret. Der bliver ikke meget kød til os, men en enkelt bjørneskinke er en hel del mad - Det er hårdt, så det er bedst hakket, hvad sælkød ikke duer til. Skindet er Jørgens uden diskussion. Snart ligger det i vores badekar, og vi samles i køkkenet til en tiltrængt kop kaffe. Klokken 4 ligger vi alle i vore senge igen. Men så snart Flavia om morgenen ser lyset blive tændt i præstens hus, iler hun derover for at fortælle om nattens begivenheder.

Og da Mikael kommer for at bære kul ind, ser han forbløffet på den store blodpøl foran vores indgangsdør. Den blev snart dækket af sne, og vi blev egentlig lidt forbavsede, da den kom til syne igen med tøvejret. Børnene morede sig med at følge sporene, hvor bjørnen havde gået rundt mellem husene. Dens mave var helt tom. Det er vel det, der har vækket den i hiet. Den blev altså ikke MIN, så jeg var lidt til grin. Grønlænderne sagde, at de bjørne der kom ind til husene var tiltænkt konerne, for mændene havde jo mange muligheder for at møde Nanok ude i det store distrikt.

Da det blev sommer, blev vores bjørneskind vasket sammen med alle de skind, der i vinterens løb var blevet indhandlet. Det skete nede ved elven, hvor Agathe varmede vand i en gruekedel. Så skrubbede hun skindene godt igennem med sæbe. Derefter blev der bundet en solid snor i, og de blev skyllet igennem af elvens stride strøm. Til sidst lå de til tørre på stenene, med vagt om natten, så en løs hund ikke lavede ulykker. Der var et vældigt folkeliv på stranden. Der blev drukket kaffe og kogt sælkød, og selvfølgelig også vasket tøj. Det var altid tørvejr i Scoresbysund i juni, og solen skinnede hele døgnet.


forrige side
Senest ændret 14. august 2003 af Karen Borchersen