Upernavik foråret 1942

Værsågod at træde indenfor i vores hus i Upernavik, det nordligste sted vi har boet. Men behold endelig fodtøjet på, for her er fodkoldt; når jeg har skiftet Aase, er den våde ble på gulvet frosset stiv inden jeg er færdig.

Herude i bislaget opbevarer vi skindtøj med mere, så luk døren for de alt­ædende hunde. I den forreste stue står denne dag Jørgens slæde med me­derne opad. Han har været ved at slibe dem. Det er strengt at høre på, men når føret er fint, flyver slæden nærmest over isen, siges det. Og Jørgen vil meget gerne være godt kørende. Hundene, som han nu har haft i 4 år, er gode, og skagler med mere er af kobberrem, skind af remmesæl, skåret rundt om sælkroppen, så de kan være 7-8 meter lange i eet stykke. Her i Upernavik har han fået lavet meget fint bentøj af narhvaltand til skagler og hundeseler, efter hans eget forslag, nærmest firkantet i stedet for den sædvanlige runde model. Bjørneskindsbukser er det også blevet til. Også rensskindspels har han - Efterhånden er han en ren polarlaps - Og jeg er blevet helt god til at sy hans anorakker.

Inde i stuen sidder Jytte i sin høje kravlegård. Nu er hun ikke længere bange for den store brogede bold hun fik til jul. Da var hun mest glad for alt papiret på gulvet. Juletræet imponerede hende ikke. Det var også kun en halv meter højt, revlingris bundet på et pindestativ. Mørch-Rasmussen, den ældre assistent, der bor ovenpå med sin kone Aviaja, havde hjulpet Jørgen med at lave det Lille­juleaften, da jeg var gået i seng. De havde brugt tre rul­ler sort sytråd og to flasker portvin til den bedrift.

Mørketiden i Upernavik er lang, og opleves som meget mørk. Isen lagde sig først, da dagene igen blev lysere. Det sorte vand helt over til Amerika var uhyggeligt at have uden for vinduerne. Men heldigvis havde man i Godthåb besluttet, at netop Upernavik skulle have det første elværk; så fra midt i no­vember tændtes lamperne i alle tjenesteboliger kl.7, og motoren blev slukket igen kl.23. På det tidspunkt var det helt rart at nøjes med stearinlys.

Nu oplyser den hvide sne hele land­skabet. Og solen skinner.

Vi har ikke mange møbler i stuerne, men vores to store reoler fyldt med bøger hygger jo, ligeså gulvtæppet vi fik i bryllupsgave. Det amerikanske bom­uldstøj er dejlig bredt, så det har været let at sy gardiner til de mange vinduer på min Singersymaskine, med håndkraft naturligvis.

Køkkenet er husets væsentligste rum. På kulkomfuret er en stor gryde fast placeret i et hjørne, fyldt med is og vand. Efterhånden som vandet bliver brugt, fyldes gryden op med is. Hver dag kommer Matias med sin sæk på ryggen, fyldt med isstykker fra det nærmeste isfjeld. Ikke noget under at han sukker: “Borchersen-nulia ajornaqak, Vaske, vaske udlo tamavse”. Jeg kan godt forstå, at han synes, jeg er besværlig, men vi er nødt til at vaske hver dag med to blebørn. Jeg forsøger at holde ham i humør med passende mængder kaffe. Den rister jeg selv, og det er en kunst. Den skal dufte godt, og så er der kun sekunder før den bliver til kul. Og kaffen er dyr som alt andet.

Nu får vi varer fra Amerika, og må vænne os til, at “brun sæbe” er flydende og alt for skrap. Til gengæld får vi Floating Soap i stedet for “marseille-sæbe”, og det er fint. Også konserves er anderledes. Hvad er Corned Beef? Saltet oksekød viser det sig, udmærket, men dyrt. At få hul på det første dåseøl gav problemer. At slå hul med søm og hammer medførte, at alt øllet sad oppe i loftet. Heldigvis forærede en venlig amerikaner os den rette øldåseåbner under vort ophold i Egedesminde. Nå nej, han insisterede på, at jeg skulle betale den, nok med en dansk 25-øre, for den var jo spids, og at give spidse ting som gave er skadeligt for det gode forhold mellem mennesker, den overtro gælder også i USA.

Da lyset kom igen, fandt sygeplejersken ud af at Aase var underernæret, så der kom gang i sutteflasker og vælling. Tørmælken fra USA er udmærket.I påsken kom både Jytte og Aase i pleje hos kolonibestyrer Øster-Jørgensens. Og Jørgen og Mørch-Rasmussen med koner kørte nordpå. Jeg havde hundeskindsbukser og kamikker på, samt en fugleskindspels. De skrøbelige fugleskind er syet ind mellem to lag bomuldstøj, så det er ret solidt og dejlig varmt.

Vi startede i flot frostvejr og fint slædeføre og kom uden problemer til Tasiussak. Udstedsbestyreren der, Hans Nielsen, havde overtaget stillingen efter sin danske far. Men hverken hans mor der stadig regerede huset eller den øvrige familie talte dansk. Vi blev beværtet med kogt sælkød, der aldrig har været min livret, men der var da også hjemmebagt brød og dåseleverpostej. Om natten sov vi side om side i soveposer på gulvet i “den danske stue”, og om morgenen fik vi te serveret “på soveposen”. Senere da vi var kommet i tøjet - Aviaja og jeg fik lov at låne en natpotte - var der morgenkaffe i briksestuen, hvor familien holdt til. Alle børnene var rødhårede og blåøjede, og passede i mine øjne bedre til træsko end til kamikker.

Påskedag var vejret stadig pænt, og vi gik på besøg i alle husene, drak kaffe eller spiste sælkød. Og da det blev aften serverede den gamle fru Dorte gule ærter med kogt saltet lammekød. Bagefter fik vi lammesteg, og så æblekage (af tørrede æbler) til kaffen. Det var næsten for meget.

Næste morgen blev slæderne pakket og hundene spændt for. Vejret var blevet meget mildere, hvad der absolut ikke var nogen fordel, og tøsneen faldt i store tunge flager. Isen i Upernavik distrikt kan være meget upålidelig, men hjem skulle vi jo til børnene og arbejdet. Den lige vej fra udturen kunne vi ikke benytte nu. Vi var nødt til at køre om ad udstedet Tugssak. Hundene nærmest svømmede i den dybe våde sne, og vore kamikker blev gennemblødte, for vi måtte ofte traske efter slæden.

Først ved midnatstid nåede vi Tugssak. Det var 2. påskedag, og det var blevet fejret med hjemmebryg. Alle var jublende glade for at se os. De brugte mange venlige ord og en masse tid på at få spændt hundene fra og få vores grej i hus. Jeg var grædefærdig af træthed, og krøb omgående i soveposen på udstedsbestyrerens loft. En tid efter blev jeg vækket, for nu var der kogt sælkød til os, og hvor nødig jeg end ville, måtte jeg være høflig og stå op igen og også spise lidt af det kogte sælkød.Næste formiddag blev der igen spændt for. Føret var om muligt værre, og vi fik en dygtig fanger med som forkører. Vi var nødt til at køre over Konebåds­bassinet, der var berygtet for “rådden” is. Selv jeg kunne se, at isen buede nedad under hvert af de tre hundespand. Hvad der end skete, gjaldt det om at blive på slæden, formanede forkøreren, og viste hvordan man kunne stikke piskeskaftet lige igennem isen. Slæderne måtte holde passende afstand, så de ikke tyngede isen for meget, og samtidig skulle vi jo være så nær, at vi kunne hjælpe hinanden, hvis det gik galt.

Vi KOM over, men vor dygtige forkører måtte blive et par uger i Upernavik. Først da var der atter godt islæg på Konebådsbassinet.

Placeringsplanen kom. Nu skulle vi så flyttes til Holsteinsborg. Vi fik at vide, at der var et rart lille hus - med have - og Jørgen var glad for at han kunne beholde sine hunde. Vi fik igen pakket vores møbler, og kom om bord i “Hvid­fisken”. Heldigvis havde jeg fået at vide, at jeg selv skulle sørge for vores bespisning om bord, og at vi også skulle sørge for mad til den danske skonnert­fører. Jeg kan endnu se for mig den store kurv med kaffekanden tronende øverst. Naturligvis brugte vi også vort eget sengetøj om bord. Og meget var besværligt med to små børn. Lave mad i kabyssen på en primus var ikke altid nemt, men jeg vænnede mig til det. Vi sejlede jo i mange dage. Tydeligst husker jeg en aften, hvor jeg stod og spejlede alkeæg til Jørgen og Kaptajn Christensen. Jeg havde ikke selv lyst til mad. Men jeg kan genkalde synet af alle de små lys, der lå rundt omkring og vippede op og ned ude i Davisstrædet. Det var portu­gisiske fiskere i robåde. Moderskibet kunne man ikke se.