forrige side
Og det har været helt behageligt
Lone og Jørgen Borchersens erindringer

Efteråret 1939

I Kattegat havde jeg været overordentlig søsyg om bord på Disko, men da vi en uge efter rundede Kap Farvel, legede vi unge piger “Jeg gik mig over sø og land” med de mange børn, selvom dækket ikke var vandret ret længe ad gan­gen. Særlig morsomt var det at være i “Hinkeland”.

De “gamle” Grønlandsfolk havde deres morskab af os, der ikke havde været i Grønland før. Jeg havde fri oprejse “som assistent Borchersens brud”, og de forklarede mig flere gange, at jeg skulle tænke mig godt om, “for det var slet ikke så rart, når det først blev rigtig koldt og og så den mørketid”. Hvis jeg nu fortrød det kommende giftermål, så kunne jeg sagtens få lov at arbejde mig hjem til Danmark med samme skib som kahytsjomfru. Da jeg jublede over mit første “isbjerg”, blev jeg igen til grin - Dels var det kun en skosse, dels hed det isfjeld.

Den gang kunne skibene ikke gå til kaj, så både gods og passagerer blev sejlet ind. Da vi passagerer steg i land i Julianehåb, stod Maliarak Kleist på kajen for at tage imod mig. Diskos passagerliste havde nemlig stået i radioavisen. Der var ingen grønlandsk radiofoni den gang, men telegrafstationerne modtog fra Lyngby radio en skibsradioavis, der blev maskinskrevet og læst af alle. Maliaraq kendte mig fra Th.Langs Skole. Hun tog mig med på fjeldet i det fine vejr og også til kaffemik hos sin bror Rink Kleist og hans kone Asè. Jo, jeg var rigtig kommet til Grøn­land.

Den nat tog frosten livet af den smukke stuehortensia, jeg havde fået med som brude­buket, men heldigvis overlevede mine andre potteplanter sørejsen. Og om dagen føltes det slet ikke koldt, for solen skinnede flere og flere timer, jo længere vi kom nordpå.

I Godthåb besøgte jeg en gammel legekammerat, der året før var rejst op for at blive gift. Det føltes betryggende, at hun var så glad for at være i Grøn­land. Og i Holsteinsborg plukkede de piger jeg delte kahyt med en ny brude­buket til mig af de smukke “niviarsiat” med de store røde blomster. De blev omhyggeligt lagt i vand i kummen i vores kahyt, men næste morgen var de alligevel vis­net. Så dem plukkede ingen af os senere, tror jeg. Heldigvis havde fru Malmquist en flot levkøj i sin mistbænk, så jeg fik en brudebuket.

Nu var vi så endelig på vej til Egedesminde, hvor Jørgen og bryllup ven­tede. Jeg lå i min køje og vendte og drejede mig. Det var helt umuligt for mig at falde i søvn. - Med det resultat, at da ankeret gik kl. 3 om morgenen, sov jeg som en sten. Heldigvis var der en venlig vågen sygeplejerske, der skulle i land for at besøge sin bror i de få timer Disko skulle losse i Egedesminde. Så jeg blev brat vækket: “Deres kæreste er på vej ud til skibet”. Jeg nåede op på dækket, samtidig med at Jørgen kom op ad lejderen, og det bekymrede ingen af os, at jeg hverken var vasket eller redt. Først lidt op ad dagen gik det op for os begge, at Jørgen sagde De til mig, “for det sagde man da til danske damer.”

Vi kom i land og op til vores lille hus.

Jørgen skulle selvfølgelig passe sit arbejde, losse skib og stå i butikken. Så jeg måtte klare mig selv, da arbejdsdagen begyndte. Rebekka, Jørgens kivfak, - altså hushjælp - kom ved 9-tiden, og omtrent det første hun sagde var: “Hvad skal vi have til middag?” - Og så skulle hun ellers have at vide, hvordan det stod til på Orø, hvor hun i et par år havde været i huset hos Jørgens forældre. Jørgen kom hjem i middagspausen, og vi spiste, nok noget af den dyre dåsemad. Og Disko sejlede videre til Christianshåb.

Mit flyttegods blev i eftermiddagens løb båret op - på bærebøre. Og mens jeg havde travlt med at få alting på plads, kom kolonibestyrer Malmquists datter Kirsten på en halv snes år på besøg. Hun skulle have opklaret, om jeg skulle være “hvid brud”. Så skulle hun og en veninde nemlig være brudepiger. De havde allerede fået syet lange lyseblå kjoler, så hun gik beroliget hjem.

Fru Malmquist havde påtaget sig at stryge min hvide brudekjole, da hun med fuld ret mente, at jeg ikke endnu kunne håndtere de tunge strygejern, der blev opvarmet på kulkomfuret. Og hun ville heller ikke betro en af sine to-tre kivfakker at gøre det. Hun havde ellers nok andet at se til, for hun og hendes mand, der var Jørgens foresatte, skulle holde bryllupsfest for os, da Disko var sejlet videre. Det var ellers skik, at festen blev holdt på det skib, som bruden kom med. Men Disko lå denne gang kun på havnen i nogle få timer. Dog blev der leveret vine med mere fra Diskos kabys, samt flæskesteg, der var et sjældent traktement i Grønland den gang. Jeg var mere betaget af, at vi fik helleflynder som forret.

Jørgen måtte også på vores bryllupsdag passe butikken. Efter lukketid blev han oven i købet sat til at veje små poser risengryn af, inden han kunne gå hjem og tage brudgomstøjet på og komme til kirke. Der var ikke langt at gå, heller ikke for mig, der lidt senere i lånte overtræksstøvler og et lånt fløjlsslag gik til kirke ved kolonibestyrerens arm, heldigvis i tørvejr. Og da Jørgen og jeg som ægtefolk vandrede tilbage, blev der saluteret med koloniens kanoner.

billede6.jpg

Et enkelt prosaisk skår havde der dog været i idyllen. På et tidspunkt skulle jeg “på toilettet”, og Jørgen henviste mig til kulskuret. Et “das” med nyskuret træsæde - Rebekka havde gjort en indsats - og rundt hul med tilhørende trælåg var ikke nogen overraskelse; det brugte man stadig blandt andet i Oens - Men der var ikke nogen spand. - I stedet var der et hul i bagvæggen, dog med en slags hønselem, som man trak op med en snor. Og så kom hundene ind og ryd­dede op. - Heldigvis fik vi snart dette arrangement erstattet med et “normalt” spandelokum på loftet.

Rebekka var nygift og højgravid, så i stedet fik vi Oline på 17 år som kivfak. Hun kendte til kulkomfur og petroleumslamper, børstede møbler og gulvtæppe med sne, gjorde edderfugle i stand, og ordnede Jørgens kamikker, alt det jeg ikke kendte til. Aldersforskellen var jo ikke så stor, så vi hyggede os og forsøgte at lære hinandens sprog.

Somme tider kom der en fanger fra et udsted og fortalte mig en hel masse, som jeg ikke begreb. “Kivfak?” spurgte han derpå, og jeg svarede “Oline”. Hende hentede han så og hun tolkede til “køkkengrønlandsk”, som jeg kunne forstå. Det drejede sig gerne om salg af grønlandsk proviant. Når nu han havde et par edderfugle med, kunne han jo lige så godt sælge dem til os, så han kunne fortælle om assistentens nye kone, når han kom hjem. Nye danske var den gang en begivenhed. Indtil isen lagde sig, levede vi hovedsageligt af torsk, som Oline købte for mig på havnen, hvis ikke Jørgen havde fået nogle selv på den langline han og en kollega var fælles om. Den gav havkat og torsk til hundefoder, og somme tider en helleflynder. Sådan en var både velsmagende og stor, så den blev altid delt mellem vore to familier.

Hos koloniens andre koner, fik jeg gode råd om hvad jeg kunne få ud af denne grønlandske mad, og desuden havde Jørgens mor foræret mig sin grønlandske kogebog. Kartofler og den slags var “kommissionsgods”, som vi selv måtte opbevare frostfrit. Da de slap op, spiste vi mere grød og rugbrød, som heldigvis blev bagt i Koloniens bageri og kunne købes i butikken.

Noget om at brygge øl i Grønland

I al den tid danskerne har været i Grønland, har de brygget øl. - Det var jo hvad man drak i Danmark den gang og af samme grund: Vandet kunne være sundhedsfarligt - Hvornår hjemmebrygningen ophørte, er jeg ikke klar over. Vi holdt selv op med det, da vi kom til Scoresbysund, hvor der var spiritusforbud; det vil sige, vi danske måtte købe øl og spiritus op fra Danmark, mens befolkningen intet måtte købe, og vi danske naturligvis ikke måtte give dem noget. I 1957 blev der indført spiritusrationering for alle.

Men dette skulle jo bare handle om, hvordan jeg som ung husmor lærte at brygge grønlandsk øl. Til alle tjenesteboliger hørte et bryggeapparat. Kolonibestyrere, præster og læger havde et stort apparat. Jørgen var assistent, og vores var mindre, rummede ca 30 liter. En gang om måneden blev det hentet frem, gjort grundigt rent og skoldet. Det bestod af en stor metalbeholder, samt en mindre indeni, hvis bund var fuld af huller. Der blev til “vores øl” - hver husmor havde sin opskrift - købt 3 kg malt, 2 kg kandis, 70 g humle samt 40 propper. Malten blev med håndkraft malet groft på maltkværnen - en butikskaffemølle - der stod i koloniens værksted.

Og så kunne brygningen begynde. Bryggeapparatet blev anbragt på et lunt sted på en skammel. I bunden af den indvendige beholder blev der lagt en skoldet klud. Humlen fik et opkog i vand og blev hældt i. Derefter kom malten, der også var blødt op i kogende vand. Så blev der hældt mere kogende vand på, til beholderen var fuld. Efter nogle timer blev den indre beholder løftet op og dryppede af, hvorpå den blev fjernet. Den brugte malt blev smidt på mødddingen til stor glæde for snespurvene, hvis de var kommet. Kandissen blev derefter opløst i en portion af “maltsuppen”, der var opvarmet; og det hele blev hældt tilbage i bryggeapparatet. Når væsken var håndvarm, kom gæren på. - Den rette temperatur var væsentlig. - Som regel havde man gær fra sidste brygning, - gæren blev også brugt til brødbagning - ellers måtte man ud og låne.

Så stod øllet der og boblede i et par dage. Gæren blev skummet af med passende mellemrum, og når gæringen standsede, blev øllet tappet af på RENE helflasker, og der blev sat nye skoldede propper i. Disse blev bundet til med sejlgarn. Ellers risikerede man, at gæringen slog propperne af, hvad der gav et værre svineri. Flaskerne stod så på et frostfrit sted, og 40 flasker fylder temmelig meget. En halv snes flasker med øl fra sidste bryg skulle der helst være på dette tidspunkt, for det nybryggede øl var der ikke meget ved.

Til sidst blev bryggeapparatet tømt for undergæren i bunden, der sammen med den afskummede gær opbevaredes i en skål med koldt vand, der daglig blev skiftet. Så kunne gæren sagtens holde en måned eller lidt mere. Bryggeapparatet blev vasket og kom på loftet til næste gang.


forrige side
Senest ændret 14. august 2003 af Karen Borchersen